Efter et dejligt restaurantbesøg, var vi tilbage i den lejlighed, hvor vi skulle overnatte.
Om aftenen snakkede vi om den kommende tid. Jeg var begyndt at få ondt i min skulder, og jeg havde stærkt på fornemmelsen at det simpelthen skyldtes for meget vægt i rygsækken. Så vi besluttede at gå på posthuset og sende en del af vægten hjem. Det ville vi gøre dagen efter, inden vi tog afsted på næste etape. Da vi gik ned mod restauranten kom vi forbi et supermarked, og der fik vi handlet ind til morgenmad og dagens etape.
Turen til Gambassi fra San Miniato er virkelig smuk, og jeg kan virkelig anbefale den. Rigtig mange vinmarker, og bare smukt grønt og frodigt. Vilde blomster alle vegne. Det var vores første møde med “The rolling hills of Toscana”, og hold nu op – hun er en hidsig dame, hende Toscana! Jeg har aldrig gået i noget så smukt, og ej heller gået en rute der var så hård. Men jeg vil gøre det igen – til hver en tid.